Vi burde tale om mere frihed under ansvar for de offentligt ansatte!

Måske drejer den truende konflikt om noget andet end arbejdsgivernes og arbejdstagernes vanetænkende forhandleres evner at få noget på bordet?

Naturligvis er lønstigninger da en rar ting, men de virker ikke som langtidsmotivation i et samfund så relativt trygt og velstående som Danmark. I HR-lingo er løn en såkaldt hygiejnefaktor, dvs. den må ikke være i for stort misforhold til markedet. Men er ikke hvad, der får folk til at synes om deres job? Det er ret væsentligt, for vi bruger ca. halvdelen af vores vågne tid på arbejde, og hvis det kun var for pengenes skyld vi gjorde det, ville det nok på mange måder blive for dyrt ret hurtigt.

Igennem de seneste tre årtier har den offentlige sektor været igennem flere reformer, som har ændret mange fag fra at være et kald til at være et almindeligt lønmodtagerjob…

Som jeg ser det er det mere et spørgsmål om faglig stolthed, mening og ansvar – eller omsat til arbejdsgiversynsvinklen, balancen mellem tillid og kontrol. Igennem de seneste tre årtier har den offentlige sektor været igennem flere reformer, som har ændret mange fag fra at være et kald til at være et almindeligt lønmodtagerjob, og i processen er noget gået tabt, som ikke kan erstattes med løn og regler. Det tror jeg både læger, lærere, politifolk, sygeplejersker og soldater kan skrive under på, og den varslede konflikts temaer vil ikke kunne løse de problemer som Lykketofts og Foghs New Public Management skabte.

Problemet ligger nemlig et helt andet sted. Først og fremmest ligger det i den politiske vildfarelse det er at lovgive i detaljer om alle samfundets forhold, forstærket af populistiske partiers forsøg på at fremstå handlekraftige, hver gang der opstår en fejl. Det skal man naturligvis ikke, for så overstyrer man fagligt mere kompetente mennesker og fratager dem ansvaret for deres handlinger. Intet er mere ødelæggende for den overordnede kvalitet, produktivitet og medarbejdernes motivation end en nidkær nulfejlskultur. Vi kan aldrig gardere os imod fejl, og det bedste middel til at minimere dem er ikke en rigide procedurer og detailregulering, men derimod ansvarlig og konsekvent ledelse. Den slags ledelse som ved at når man ”påtager sig ansvaret”, betyder det rent faktisk at man erkender at have begået fejl og at konsekvensen kan være at både medarbejdere og chefer sanktioneres eller endog må forlade deres jobs, hvis de ikke holder standarden.

Imidlertid vil DJØF’ernes nye skrivebordsadel nok ikke frivilligt opgive positionen som vellønnet og stort set ansvarsfrit øverste lag i den offentlige administration, selvom byrden af de mange chefer med den lille effekt bliver mere og mere åbenlys. Og de får en vis støtte af politikere, som i kraft af manglende kompetence i forhold til de meget store organisationer vi har dannet, føler behov for at blive beskyttet af embedsmændenes stødpude og mange regneark som fortæller at alt er godt.

Imidlertid taler parterne kun om løn – og så naturligvis om voksenbaby Anders Bondos sårede stolthed. Ingen af delene vil imidlertid hjælpe med at gøre de offentligt ansatte mere tilfredse eller den offentlige sektor bedre kørende, så vi vil stå i en endnu værre situation om tre år. Derfor er det på tide at få talt om de ting som rent faktisk betyder noget. Det kan næppe nås indenfor de få dage der er tilbage, men det ville være et stærkt træk at lave en aftale om mere frihed under ansvar, som skal være udmøntet f.eks. inden årsskiftet. Og så er der lønnen, for den skal jo naturligvis også være i orden.

…det ville være et stærkt træk at lave en aftale om mere frihed under ansvar, som skal være udmøntet f.eks. inden årsskiftet…

Grundlæggende forstår jeg slet ikke at det kan give mening at forhandle løn for 800.000 mennesker i ét bunkebryllup, men for bureaukraterne er det let at få ind i regnearket, og for de meget højrøstede fortidslevn som FOA’s Dennis Kristensen, giver det mulighed for at lukrere på andre faggruppers mere positive lønudvikling. En midaldrende ufaglært har bare ikke samme lønudvikling som en ung farmaceut, og så længe de politisk inficerede fagforeninger ikke vil acceptere mere lokal løndannelse og cheferne ikke gider bøvlet med at regulere folk efter fortjeneste, vil solidariteten blive strakt ud over rimelighedens grænser. Der er behov for langt mere fleksibilitet, og meget mere forretningsmæssig ansvarlighed i den offentlige sektor, og det vil nok også kunne tiltrække flere dygtige ledere i fremtiden.

Der er behov for både mod, erfaring, kreativitet og handlekraft for at skabe en ny løsning, ellers lever parterne ikke op til deres ansvar.