Pressemeddelelse: Per Larsen stiller op til Folketinget
Konservative Per Larsen, der i mange år har været gruppeformand for Det Konservative Folkeparti i regionsrådet, går nu efter en plads på Christiansborg. Sidst i maj måned bliver han opstillet som konservativ folketingskandidat i Nordjylland; nærmere bestemt i Aalborg.
“Siden 1997 har jeg kæmpet for Nordjylland. Først i amtsrådet og i Hjørring byråd, og siden i regionsrådet. Jeg brænder for at gøre en forskel for Nordjylland. Men jeg har også erkendt, at det ikke er nok at kæmpe i regionsrådssalen. Hvis jeg virkelig skal gøre en forskel, så er det nødvendigt at være der, hvor lovene bliver til, og hvor pengene er. Det er i Folketinget på Christiansborg. Derfor stiller jeg nu op til Folketinget“, siger Per Larsen, gruppeformand for Det Konservative Folkeparti i regionsrådet.
Det er især den sundhedspolitiske dagsorden, der har overbevist Per Larsen om, at han bør søge indflydelse i Folketinget.
“I Nordjylland har vi store udfordringer med lægemangel og med at sikre at beredskabet når hurtigt frem. På begge områder har jeg erfaret, at beslutninger i Folketinget står i vejen for en positiv udvikling i Nordjylland. Det vil jeg gerne gøre op med. Samtidig er der tydeligvis brug for, at flere i Folketinget arbejder målrettet på at sikre den 3. limfjordsforbindelse og en effektiv kystsikring i Nordjylland. Her kan man trygt regne med mig. Det vil jeg kaste mig over, som noget af det første“, siger Per Larsen fra Det Konservative Folkeparti.
I den konservative vælgerforening i Aalborg er formanden stolt af at kunne præsentere Per Larsen som ny folketingskandidat.
“Per Larsen har hele tiden stået som vores foretrukne kandidat. Det skyldes hans person, hans tilgang til politik, og ikke mindst den indsats han har leveret i regionsrådet de sidste mange år. Per Larsen er utroligt dygtig, og han arbejder seriøst med sine ting. Borgerne ved, at de ikke går forgæves hos Per. Det er alt sammen vigtigt, og det gør Per Larsen til en god ambassadør for Det Konservative Folkeparti“, siger Thomas Nielsen, der er formand for den konservative vælgerforening i Aalborg Kommune.
Formanden oplyser, at det er en helt enig bestyrelse, der indstiller Per Larsen som ny folketingskandidat. Men i sidste ende er det medlemmerne i Aalborg, der bestemmer, hvem der skal stilles op.
“Vi har arbejdet med det her i lang tid, og jeg er overbevist om, at vi med Per Larsen stiller med et utroligt stærkt kort, som kan samle opbakning i hele Nordjylland”, siger Thomas Nielsen, formand for Det Konservative Folkeparti i Aalborg Kommune.
Per Larsen er 52 år og gruppeformand for den Konservative gruppe i regionsrådet. Han er medlem af forretningsudvalget i Region Nordjylland og medlem af bestyrelsen i Danske Regioner. Ved regionsrådsvalget i november 2017 fik Per Larsen 10.925 personlige stemmer, hvilket næsten var en fordobling i forhold til valget i 2013. Dermed fik han næstflest stemmer af alle regionsrådskandidater i hele regionen. Per Larsen er bosat i Hjørring. Han har tre børn og arbejder til daglig som produktchef hos Hedegaard i Nørresundby.
For yderligere kommentarer, kontakt:
- Gruppeformand: Per Larsen på tlf. 29 16 30 95
- Vælgerforeningsformand: Thomas P. Nielsen på tlf. 93 86 19 69
Download pressebilleder:
- Per Larsen 1 (2856x3807px)
- Per Larsen 2 (6644×4430px)