Tid til en demokratireform i Aalborg?
Danmarks tredjestørste kommune er en kommune i vækst. Siden 2007 er der kommet godt 20.000 nye indbyggere til kommunen – men demokratiet følger ikke med. Burde antallet af byrådsmedlemmer ikke være en funktion af vælgertallet?
Af Jonas Søby Pedersen
Aalborg Rådhus er beliggende på Gammeltorv og er Danmarks mindste rådhus. Indtil 1912 dannede bygningen rammen om kommunens administration og helt frem til 1970 blev byrådsmøderne holdt på 1. sal. I dag bruges bygningen til repræsentative formål, f.eks. vielser. Foto: Simon Q/Wikimedia
Med et snuptag blev den lokalpolitiske repræsentation reduceret med hele 62 pct., da fire kommuner blev til Aalborg Kommune i 2007. Vi gik fra i alt 82 til de nuværende 31 byrådsmedlemmer, og siden er den enkelte vælgers indflydelse reduceret yderligere med den årligt tilvækst på i underkanten af 2.000 indbyggere. I 2017 kostede et mandat i Aalborg omkring 3.700 stemmer – hvilket er over 500 flere end ved valget i 2005.
Samtidig er det tre gange højere end landsgennemsnittet, og ved det netop afholdte kommunalvalg i Sverige, hvor stemmeprocenten er væsentlig højere1, var prisen for et mandat på landsplan 521 stemmer pr. mandat.
Kræver lovændring
Den lokalpolitiske repræsentation bliver altså dårligere år for år. Det er dog ikke noget, vi kan ændre lokalt her i Aalborg, da det nuværende antal faktisk rammer den øvre grænse i lovgivningen.
Dette indlæg skal derfor primært ses som et debatoplæg til, hvordan vi kan styrke det lokale demokrati. Jeg vil bl.a. se på antallet af byrådsmedlemmer, arbejdsmængden og en tanke om magistratstyret.
Er byrådet stort nok?
Det bliver aldrig en folkesag at foreslå flere politikere – særligt ikke hvis vi fastholder det nuværende vederlagsniveau. Jeg vil dog vove mig ud i det alligevel. Lad os rette blikket mod det svenske broderland et øjeblik, hvor det er småt med sammenlignelige kommuner. Uppsala med sine 221.551 indbyggere går dog an. Denne ledes af et kommunestyre på – hold nu fast – 81 medlemmer. Alle kommuner over 200.000 indbyggere (pt. 4) skal have mindst 71 byrådsmedlemmer. Prisen for et mandat i Uppsala lå i snit på 1.812 stemmer ved valget i 2018 – halvt så mange som i Aalborg.
For at opnå samme ”pris pr. mandat” skal vi hæve antallet i Aalborg til 61 mandater. Det lyder dyrt, men det behøver det faktisk ikke at være. Som udgangspunkt får et svensk byrådsmedlem 874 SEK for hvert møde – og det er faktisk det beløb, som rigtig mange medlemmer nøjes med. Der er – lige som i Danmark – tillæg for at være udvalgsformand, og det er forskelligt alt efter arbejdsmængden i de enkelte udvalg.
Deltid eller fuldtid?
Større kommuner har også medført en større arbejdsmængde for den enkelte kommunalpolitiker. KORA vurderer, at den typiske kommunalpolitiker bruger mellem 15-19 timer pr. uge – et tal der før reformen lå på mellem 10-15 timer pr. uge. Timeforbruget for en udvalgsformand løber nemt op i mindst 20 timer pr. uge – altså mere end en halv fuldtidsstilling.
Vi bør stille os det spørgsmål, om dette er i konflikt med det såkaldte lægmandsprincip, hvor det kommunalpolitiske arbejde er en fritidsbeskæftigelse. I Sverige er timeforbruget i gennemsnit 4-9 timer pr. uge. Tidsforbruget gør det svært at få politikken til at passe sammen med familie og job, og derfor har det været svært at få især privatansatte og yngre kvinder til at gå ind i politik.
Lad magistratstyret falde!
Styreformen i Aalborg Kommune kaldes mellemformsstyre med delt administrativ ledelse, hvor der ud over borgmesteren udnævnes seks rådmænd med ansvar for hver deres forvaltning. Det er en styreform, som jeg har hørt meget dårligt om i min tid som partimedlem. Et af problemerne er bl.a., at alle partier bliver fedtet ind i beslutningerne, hvis man – som vi var i sidste valgperiode – en del af magistraten. Det har uden tvivl sparet kommunen for mange penge at have en konservativ ældre- og handicaprådmand siddende, men systemet gør det umuligt at have en reel opposition.
Men for at være en opposition må vi acceptere, at flertallet løber med posterne – dvs. borgmester og rådmandsposterne. Risikoen herved er, at den såkaldte borgmestereffekt bliver forstærket, da oppositionen ikke har adgang til administration på samme vilkår. For at rette op på det, så bør vi igen se mod Sverige. Her har man nemlig et flertalsstyresystem – dog med en lille krølle. Oppositionen kan nemlig udnævne en fuldtidsansat oppositionsleder, der har til opgave at holde oppositionen orienteret, og har på samme vilkår som borgmesteren ret til at få administrationen til at regne på forslag.
Dette er et debatindlæg, som har været publiceret i vores medlemsblad. Indlægget er alene et udtryk for skribentens holdning.