Der bliver naturligvis en dronningerunde

Det bliver naturligvis til en dronningerunde, om ikke for andet så for at DF kan mærke suset ved at være kongemager.

En blå valgsejr vil formentlig sikre Løkke en periode mere i Statsministeriet, men hvilken politik han får mulighed for at føre er et åbent spørgsmål. LA’s dage i regeringen er formentlig talte, forholdet til DF er mildt sagt elendigt og Samuelsen har brændt så meget politisk kapital af, at Løkke næppe vil kæmpe for at holde på ham. Dagens opfordring til sammenhold og ophør af fnidder-fnadder klinger lidt hult, al den stund at LA selv har været hovedleverandør de seneste 3 år, det vidner snarer om lidt panik før lukketid. DF vil gerne i regering, og det kan de givetvis også komme, hvis ellers de ikke mister modet den dag ansvarets vægt truer. Konservative har befundet sig godt i regering, og vil givetvis helst fortsætte, fordi magt og ansvar i partiets selvforståelse hører sammen. Imidlertid er det svært at se hvordan man kan blive enige med DF om det politiske indhold, da DF har bevæget sig langt mod venstre mens Konservative er på vej i den anden retning. Det ligner lidt en V-DF løsning – selvom det er vanskeligt at se hvilket problem en sådan regering ville kunne løse…

Jokeren i ligningen er Nye Borgerlige, som ser ud til at klare spærregrænsen og har ført kampagne på ultimative krav. Med Samuelsens noget forpjuskede forsøg på ultimatummer in mente, vil det være knald eller fald for Vermund, hvis hendes parti ender med at sidde med de mandater der skal til for at nå 90 i den blå kulør. Som det ser ud nu, vil alt andet end en fastholdelse af kravene føre til af partiet mister sin eksistensberettigelse, så man skal nok regne med at de skal imødekommes på en eller anden måde, hvis deres mandater skal tælle med. Spørgsmålet er imidlertid om NB vil vælte en Løkke-regering som ikke køber kravene eller blot undlade at støtte den – jeg tror det sidste.

En rød valgsejr vil gøre Mette F til statsminister i en ren S-regering. Imidlertid er hverken Alternativet og Radikale til sinds betingelsesløst at støtte den idé, så der mangler nogle mandater for at den kan realiseres. Og lige præcis den situation er Thulesen Dahls våde drøm, for ganske vist kan DF ikke støtte Mette F som statsminister, men han kan undlade at vælte hende og med princippet om negativ parlamentarisme (regeringen må ikke have et flertal imod sig) behøver man ikke 90 mandater. Hvordan partierne til venstre for S vil tage den situation er uvist, men måske EL bliver nødt til at overveje om truslerne om at vælte en rød regering skal støves af.

Nu kan man jo aldrig vide præcist hvordan mandaterne falder, men nogle gange er størrelsesordenen tilstrækkelig til at afgøre om noget er muligt eller ej, og hvordan ser valgmatematikken så ud?

Hvis det bliver en blå valgsejr og NB’s stemmer er nødvendige for at nå 90, må Løkke vælge om han vil gå ind på de ultimative krav og sikre sit flertal, eller afvise dem og satse på ikke at få et flertal imod sig. Dvs.at der skal være mindre end 83-84 mandater imod, og minsandten om ikke det kan lade sig gøre, da Alternativet, som står til 7 mandater, kun vil pege på Uffe Elbæk og i øvrigt vil afholde sig fra at hindre en regeringsdannelse når det viser sig at Uffe ikke bliver statsminister. Hvor lang en levetid en DF-støttet regering som lever på Alternativets nåde vil få, er et åbent spørgsmål, men den overlever formentlig kun hvis den står bomstille, og det er der ikke meget idé i.

Lidt mere robusthed kan man få, hvis de forsmåede radikale med 10-12 mandater kan lokkes til en form for samarbejde, men det udelukker i hvert fald DF fra regeringen, ligesom Konservative nok også takker nej til et projekt, som involverer de radikale. En VR(LA) regering er en mulighed, som ophæver NB’s ultimatum og Alternativets tosserier, men den vil få et hårdt liv med et meget krævende parlamentarisk grundlag. Især DF må overveje med sig selv om de kan leve med at bringe de radikale i regering, kontra den sammensmeltning af forholdet til Venstre som en manglende støtte til Løkke vil medføre.

Hvis det bliver en rød valgsejr, vil DF med meget stor sandsynlighed skifte side – som de har gjort så ofte i kommunalpolitisk sammenhæng – og passivt støtte Mette F. Nå hun skal danne regering skal hun derfor kun kunne matche kombinationen VLAK + NB, som alle vil vælte en rød regering ved første chance – dvs. 55-57 mandater. Dem kan hun skaffe sig hvis SF får et godt valg, og mon ikke Pia Olsen Dyhr er den som ideologisk set er nærmest Mette F, særligt nu SF er begyndt at erkende at vi har et udlændingeproblem? Hun kan også gå til de radikale, som, uagtet den køligere luft mellem de to partier, næppe vil kunne holde til at vælte en S-regering. Enhedslisten skal man næppe regne med, og lysten til at basere sig på dem er nok også begrænset blandt socialdemokraterne. Imidlertid vil også en S-regering få meget ringe manøvrerum, da den skal balancere mellem DF og SF+R.

Under alle omstændigheder bliver det kommende folketing en spændende periode – og jeg skal da ikke lægge skjul på at jeg selv håber på at blive en del af det, uanset hvem det vinder.

Den bedste løsning for Danmark ville være hvis VLAK-regeringen fortsætter med absolut flertal, men så god er verden vist desværre ikke.

Indlægget blev delt på Facebook som en reaktion på artiklen “Blåt opgør: LA frygter dronningerunde“.