Måske skal den danske model justeres?
Det kan sagtens give mening at justere på den danske model, blot man fastholder princippet om at parterne selv forhandler sig til rette. Det offentlige område er i langt højere grad end det private ramt af store og langvarige konflikter, langt mere end i vore nabolande, og det er naturligvis ikke langtidsholdbart.
Deraf kommer, at man på det offentlige område skal have mere adskillelse af kommuners, regioners og statens rolle som arbejdsgiver og den politiske ledelse, så man kommer til at ligne den private sektor mere. Konflikten fra 2013 er et skoleeksempel på hvordan modellen kan saboteres, når den ene part – i dette tilfælde arbejdsgiverne – kunne gå til forhandlingerne i vished om at blive bakket op af et lovindgreb fra SRSF-regeringen. Det er ikke befordrende for gode forhandlinger når styrkeforholdet er så skævt, og resultatet blev da også dybt problematisk.
Imidlertid glimrer lønmodtagersiden også med en uhørt mangel på ansvarlighed, som privatansatte aldrig ville udvise, netop fordi offentlige virksomheder ikke bare kan lukke som det ville være konsekvensen for en privat virksomhed der ikke kan levere. Dennis Kristensen og Anders Bondo er eksempler på hvor galt det kan gå, når man ikke længere føler noget ansvar for eller fællesskab med den virksomhed man er ansat i, fordi det hele er blevet for stort og abstrakt.
En logisk konsekvens ville være at lade en langt større del af forhandlingerne foregå lokalt og at bryde de offentlige forhandlinger op på noget der ligner virksomhedsniveau, så man ikke bare får et bunkebryllup, hvor alle er lige utilfredse med resultatet bagefter, fordi man ikke kan få lov til at nuancere i forhold til virksomhed og medarbejdere. En endnu mere logisk konsekvens ville være at privatisere langt mere af den offentlig sektor, så vi ikke skal have en tredjedel af arbejdskraften syltet ind et system som er berygtet for at skabe utilfredshed på grund af sin størrelse. Det er ingen naturlov at den offentlige sektor skal have 800.000 ansatte, det er faktisk nærmest perverst, især når en betydelig del alene er beskæftiget med en regeladministration som for længst har mistet forbindelsen til borgerne.
Den danske model virker – hvis man lader parterne forhandle i fred og på lige fod.