Opdragelse er ikke statens ansvar

Forklar mig lige hvornår forældrenes ansvar for børnenes opvækst ophørte og overgik til staten? Den meddelelse er vist smuttet forbi min e-boks…

Jeg er ikke modstander af belønninger som motivationsmiddel, men jeg har virkelig svært ved at se hvad ofring af endnu flere af skatteborgernes penge og endnu mere offentlig indblanding i familiernes liv skal gøre godt for. Helt skørt er det at forslaget kommer fra en såkaldt liberal politiker, som tilmed argumenterer for sin sag på en måde som ville gøre enhver socialist stolt.

Selvom overvægt er et stigende problem, er det ikke løsningen at sylte borgerne ind i endnu mere formynderi, det bliver de bare ringere til at tage beslutninger af. Vores civilsamfund bliver svagere af den slags omklamring, når alle tror at der nok er nogen ved kommunen som tager sig af et hvilket som helst problem og i øvrigt altid ved bedst.

Jeg kan ikke se at der er mulighed for at bruge en milliard kroner om året på den slags barnepigemetoder, når sundhedsområdet i forvejen mangler penge. I stedet kunne man lade være med at lave en heldagsskole, som gør det sværere for børn at dyrke sport – ups, det var vist også Venstre – og i det hele taget respektere at børnene er forældrenes og ikke statens.

Indlægget blev delt på Facebook som en reaktion på artiklen “V-politiker med kontant forslag: 22.000 kroner til normalvægtige børn“.