Skattelettelser er borgerlig politik
Det er nyt for mig at borgerlige partier ikke går ind for at sænke verdens højeste skattetryk, men der kan åbenbart ikke spares på noget, for så dør baby…
Jeg er udmærket klar over at der indenfor f.eks. sundheds- og ældreområdet vil blive brug for flere ressourcer i fremtiden, og det skal de også nok få tildelt, men med et offentligt budget på mere end 1100 milliarder er der altså også plads til rigtig meget – også skattelettelser.
Der er mange skatter konservative ønsker at nedsætte; topskatten, arveafgiften, boligskatterne, registreringsafgiften, bundskatten og en myriade af besynderlige punktafgifter, hvis årsag fortaber sig i fortiden. Vi ved godt at det kommer til at tage tid, og at den slags skal finansieres, men det kan altså godt lade sig gøre. Først og fremmest ved at velfærden bliver målrettet til dem som har behov. Middelklassen kan sagtens klare sig uden at kommunen skal være en del af husholdningens økonomi, og så slipper vi også på at bruge store ressourcer på et cirkus, hvor man omfordeler enorme summer – til sig selv. Vores sundhedssystem må også lære at være mere effektivt. Ikke ved at sygeplejerskerne skal til at gå med løbesko, men ved at ledelsen – både politikere og administratorer – ophører med at spilde tid og penge på IT-systemer som ikke fungerer, men i stedet pålægger medarbejderne en større administrationsbyrde. Senest har Region Hovedstaden smidt mere end 2 milliarder ud på et nyt system som virker ringere end det gamle. Men det skal vi åbenbart fortsætte med, da Venstre heller ikke vil nedlægge regionerne, og så er det jo klart at man ikke kan sænke skatterne for verdens hårdest beskattede befolkning.
Men godt at det kommer på bordet inden valget, så ved vælgerne hvad de får for deres stemme.
Indlægget blev delt på Facebook som en reaktion på artiklen “Venstre går ikke til valg på skattelettelser“.